Fluer er besværlige at artsbestemme- og nogle fluer er mere besværlige end andre – Lansefluer (familien Lonchaeidae) er her åbenbart ingen undtagelse. Der er registrert over 30 arter i landet, men på den store Citizen Science database Naturbasen.dk er blot 8 arter blevet artsbestemt.
En af de sidste dage i april, undrede jeg mig over en flue, der kravlede rundt i vinduet i min havestue – den blev derfor indsamlet og fotograferet. Den mindede ikke om noget jeg havde set før. Jeg lagde derfor billedet op på iNaturalist, da der sider en masse internationale eksperter og hjælper med at artsbestemme. Der gik ikke længe før Iain MacGowan skrev:
“I am fairly confident that this is L. nitens, mainly due to your excellent photograph, its not often that I can run this family down to species level on iNaturalist! But having difficulty inserting this species name”
Arten var ikke oprettet på danske databaser og var heller ikke før denne dato oprettet på den store iNaturalist (her er den nu oprettet, med mit fund).
Iain MacGowan er førende ekspert i NETOP denne gruppe fluer – og jeg aftalte derfor, at jeg hellere for en sikkerheds skyld, måtte sende dyret over til ham, så vi kunne være 100% sikre på bestemmelsen. Svaret herpå kom idag, da han nu har modtaget dyret og har bestemt denne til at være en fin han af Lonchaea nitens. Den indgår nu i hans samling, og vil fremover være belæg for at arten nu også indgår i Danmarks fauna.