GULPLETTET UGLE
Hecatera dysodea
(Denis & Schiffermüller, 1775)
Klasse: Insecta
Orden: Lepidoptera
Familie: Noctuidae
Last Updated: 18.07.2014

Beskrivelse: Vingefang 32-34 mm. Kan kendes på de safrangule pletter på kroppen og forvingerne.
Larverne er i de tidlige stadier blågrøn med en lysegul sidelinje. Når larven er ca. 3 cm bliver den lyse linie mere udflydende mod undersiden. I sidste stadier bliver larven typisk brunlig med et fint mørkere netmønster på ryggen.
Kan forveksles med Hecatera bicolorata men har et mere tydeligt tandmønster på yderste mellemlinie som ofte ikke forfindes hos bicolorata. Derudover er bicolorata typisk sort og hvid og uden de gule pletter.

Levevis:
Flyver i to generationer fra maj til august. Larverne ses primært fra juli til september. Den er knyttet til menneskeskabte habitater hvor værtsplanten Tornet Salat (Lactuca serriola) trives - såsom haver, banelegemer, havnearealer, byggepladser mm. De synes at være temmelig varmekrævende og er kun blevet fundet på planter der står på varme beskyttede lokaliteter, f.eks. op af en mur eller på et bundlag som afgiver en høj varme - f.eks. jernbaneområder. De findes sjældent hvor der er megen skygge eller blæst. Arten kan også leve på andre arter af Salat (Lactuca), men primært på Tornet (serriola).I de tidlige stadier sidder larverne tæt på blomst og blomsterstilk og kan qua deres farve være svære at finde. Når værtsplanten er ved at visne er larverne typisk voksne og på det tidspunkt ca. 5 cm lange. De forpupper sig i jordoverfladen i et løst spind. De voksne klækker typisk når luftfugtigheden stiger.

Status i Danmark:
Denne art er ret ny for Danmark. Den blev første gang fundet i 1997 på Bornholm. I 2000 blev der efter fund af flere voksne eksemplarer på taget af Zoologisk Museum, København, fundet en del larver på Tornet Salat (Lactuca serriola) i Indre København og herfra har den siden bredt sig i Nordøstsjælland og er også siden fundet i Kalundborg, Køge, Næstved, Nyborg, Odense og Århus. Den er også fundet på Bornholm og Falster.

Udover Danmark findes arten primært i Mellemeuropa, Sydeuropa, Nordafrika og over Mellemøsten til Turkestan. Den er indført til Nordamerika.

Kilder:

Denis, M. & J.I. Schiffermüller. 1775. Ankündung eines systematischen Werkes von den Schmetterlingen der Wienergegend herausgegeben von einigen Lehrern am k. k. Theresianum. 1-323.

Nielsen, P.S. & F. Vilhelmsen. 2001. Noctuiden Hecatera dysodea D. & S. fastboende i Danmark. Lepidoptera, 8(1): 1-11.

Top-Jensen, M. & M. Fibiger. 2009. Danmarks Sommerfugle. En felthåndbog over samtlige dag- og natsommerfugle. Bugbook Publishing, 678 pp.

Lepiforum e.V.
Wikipedia


Foto: Jan Grathwohl
16. juli 2014, Næstved Nord


 

 
© Grathwohl.dk 2014