Den græske landskildpadde, er den skildpadde de fleste tænker på, når de forestiller sig en rigtig skildpadde. Buldozere der mosler rundt som firbenede hjelme. Den græske landskildpadde er da også udbredt over store dele af sydeuropa, fra Spanien og Frankrig i vest – via Italien, Rumænien, Bulgarien og Balkan til Grækenland og Tyrkiet.
I vest finder vi nominatformen – Testudo hermanni hermanni, og mod øst har vi underarten Testudo hermanni boettgeri. Sidstnævnte er oftest større og mere grov og mørk i farve – men arten er meget variable og dyr fra Istrien er f.eks. meget lyse. Taksonomien for denne art har igennem årene givet mange grå hår i hovedet, da de vestlige dyr i mange år blev kaldt Testudo hermanni robertmertensi (opkaldt efter den verdensberømte tyske herpetolog Robert Mertens) – og de østlige dyr blev regnet for værende nominatformen.
Udover at der har været rodet rundt i, hvad der var nominatform og hvad der ikke var, så er der beskrevet flere underarter for forskellige populationer – f.eks. hercegovinensis – og så vidt jeg kan forstå også en for dyr fra Peloponnes – men disse regnes umiddelbart ikke som værende gyldige, netop fordi der er enormt stor variation indenfor arten.
Indtil 80’erne blev arten, navnlig i Balkan høstet kraftigt til kæledyrsindustrien – hvor de ofte led en krank skæbne som gulvskildpadder og legetøj. Heldigvis er den tid ovre, og dyrene i naturen for nu lov at leve med andre udfordringer – som habitatødelæggelser og truslen fra kraftig trafik.
I slutningen af maj 2022, fandt jeg lidt eksemplarer af denne fantastiske art på den græske halvø Peloponnes.