Dyreriget – Insekter – Årevingede – Braconidae
Dinocampus coccinellae
Mariehønesnyltehveps
Det er da et fedt navn 
– og som den kvikke nok allerede har gættet, ja så er det navnet, på en art snyltehveps, der parasiterer på mariehøns – og i Danmark drejer det sig primært om syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata) – som på billedet herunder.
– og som den kvikke nok allerede har gættet, ja så er det navnet, på en art snyltehveps, der parasiterer på mariehøns – og i Danmark drejer det sig primært om syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata) – som på billedet herunder.
Uldtotten under mariehønen er faktisk puppen fra snyltehvepsen – og den stakkels mariehøne bruges som zombie-skjold for puppen, så denne er beskyttet under udviklingen. Så vidt jeg kan forstå, så skulle mariehønen dø under parasiteringen, men jeg bemærkede at den faktisk stadig bevæger antennerne – om dette er reflekser ved jeg ikke – men den er gemt og så må tiden vise om der er liv i den når hvepsen forlader den.
Snyltehvepsen er, naturligvis det mest interessante . For hvad er det nu for en sjov sag? Mariehønesnyltehvepsen er den eneste art i sin slægt og den har formået at erobre det meste af verden – kravet er blot at der er mariehøns som den finder passende – og den er på verdensplan fundet som parasit på over 50 forskellige arter mariehøns. Det er i sig selv unikt, at en art snylehveps er så lidt kræsen i sit valg af vært – og samtidig, så er der mariehøns den ikke ønsker at parasitere på – og nogle den måske på sigt kan lære at parasitere på – dette gælder f.eks. harlekinmariehønen (Harmonia axyridis), som er introduceret til Europa og Nordamerika fra Asien – for at bekæmpe skadedyr. Denne art har vist sig at sprede sig voldsomt, og her er det interessant om snyltehvepsen på sigt kan hjælpe til at begrænse den lidt i sin spredning. Forsøg viser at den faktisk lægger æg i denne art mariehøne, men at klækningsraten er temmelig ringe – men hvad der gør dette, vides endnu ikke – måske har det noget at gøre med mariehønens forsvar eller dens bygning. Der synes muligvis at være en bedre succes, hvis hvepsen parasiterer på sene larvestadier af denne art, kontra de øvrige arter, som helst parasiteres i voksenstadiet.
Snyltehvepsen er partenogenetisk og hunnerne lægger ubefrugtede æg, som udvikler sig til nye hunner – og kun yderst sjældent klækker der hanner (jeg er kun stødt på 5 fund af hanner i litteraturen). Det interessante er at hunnernes størrelse afhænger af hvilken størrelse mariehønen de har parasiteret på har – og at en lille hveps klækket fra en lille mariehøne sagtens kan parasitere på en stor mariehøne og generere store nye hunner – dette er i sig selv bemærkelsværdigt ved en partenogenetisk art, hvor størrelse og udseende logisk burde være styret af den klonede genetik.
Snyltehvepsen er relativt velundersøgt, fordi den snylter på mariehøns, der i mange henseende regnes som nyttedyr – og da parasiteringsgraden kan være relativt høj – så er der naturligvis økonomiske interesser i at finde ud af om hvepsen udgør en produktionsrisiko som kan kontrolleres. På den anden side vil det være interessant, hvis hvepsen faktisk kan tilpasse sig til at parasitere mere effektivt på harlekinsmariehøne, som har spredt sig ukontrolleret udenfor de områder hvor den skulle gøre nytte.
